Læs mere om Skovbo Efterskole på vores hjemmeside: www.skovboefterskole.dk
Om teaterkoncerten:
Ideen til dette års teaterkoncert udspringer af bogen ‘Utilstrækkelig’ af Christian Hjortkjær. Det har været tankevækkende læsning og vi har oplevet at mange af vores elever også har fundet den værdifuld, fordi den har sat ord på hvordan det er at være et ungt menneske i dagens samfund. Det har nok altid været svært at være den nye og unge generation, og om dette skriver Christian Hjortkjær i sin bog:
”Min påstand er ikke, at det er hverken sværere eller lettere at være ung i dag, men at det er anderledes svært (...) Det kan være svært for den ældre generation at forstå, hvorfor det er svært at være ung i dag. Og det er det, fordi den grundfølelse, vi bakser med i dag, simpelthen er en anden. Det er ikke skyldfølelsen, men utilstrækkelighedsfølelsen. Det er derfor, det er anderledes svært. Du kan eventuelt spørge dig selv: ’Kender du det, at du føler dig forkert, selvom du altid forsøger at gøre alting rigtigt?’ Jeg kan afsløre, at det er der rigtig mange unge, der kender. Med andre ord: Du er (desværre) ikke alene.”
Denne teaterkoncert vil tage udgangspunkt i vores elevers tanker, følelser og refleksioner ud fra emnet utilstrækkelighed, om ikke at slå til og hvordan fremtiden videre herfra kan se ud. Publikum vil blive mødt af engagerede elever som har bygget scene (sportsspor), performer selvskrevne sange (musikspor), monologer, drama og fysisk teater (teaterspor + sportsspor), lys- og lydopsætning og diverse effektlyde (mediespor) og flotte rekvisitter (kunstspor).
Vi glæder os rigtig meget til at vise verdenen, hvad ungdommen er i stand til. At de unge generationer ikke er håbløse, men håbsgivende. At de ikke er dovne, men har en uslukkelig ild og passion til at gøre en forskel i verden. At de ikke er egoistiske, men at de ønsker og tilvælger fællesskabet og løfter i flok. Det er også det, teater- koncerten handler om på Skovbo Efterskole, at den unge oplever sig som en værdifuld brik i en del af noget større, fællesskabet. Der er brug for alle og alle kan bidrage med noget, stort som småt.
Vi håber teaterkoncerten vil give anledning til refleksion og samtaler, og bare en generel følelse af, at du ikke er alene med din utilstrækkelighed, og en påmindelse om, at du er altid allerede elsket.
#musik #teater #efterskole #christian #hjortkjær #ungdom #teenager #utilstrækkelig
Информация по комментариям в разработке