Ombord på de mægtige britiske krigsskibe i sejlskibsæraen, midt i kanonernes torden og den skarpe lugt af krudt, fandtes en klasse af glemte helte, eller måske snarere glemte ofre: Powder Monkeys. Det var ikke erfarne sømænd, men drenge, ofte så unge som otte eller ni år, nogle gange endnu yngre, der var blevet tvunget til tjeneste eller havde meldt sig frivilligt af desperation, og hvis liv var en konstant dans med døden i det mest brutale miljø, man kan forestille sig.
Deres primære rolle var tilsyneladende enkel, men alligevel skræmmende farlig: at transportere krudt fra skibets magasin, dybt inde i skroget, til de sultne kanoner på kanondækket. Forestil dig et barn, barfodet eller i tynde sko, der bevæger sig rundt på et krigsskibs forræderiske, gyngende dæk midt i en kamp. De bar tunge, læderbundne krudtpatroner, der ofte var større end deres egne overkroppe, og kravlede gennem smalle gange, op og ned ad stiger, alt imens skibet rystede af rekylen, splinter fløj som dødbringende granatsplinter, og luften vibrerede af bredsiders brøl.
Farerne var mange og altid til stede. Den mest åbenlyse var den konstante fare for eksplosioner. En enkelt gnist, en flyvende glød fra en kanons affyring eller en klodset bevægelse kunne antænde det meget ustabile krudt, de transporterede, og forvandle hele skibet til et flammende inferno og øjeblikkeligt brænde dem til aske. De arbejdede under ekstrem varme og kvælende røg, ofte i næsten mørke under dæk, hvor de var afhængige af flimrende lanterner eller det svage lys, der trængte ind gennem gitrene. Luften var tung af stanken af sved, tjære og krudt, en giftig cocktail, der klæbede sig til deres tøj og trængte ind i deres kroppe.
Ud over den umiddelbare fare for eksplosioner stod de over for den brutale virkelighed ved søkrigsførelse. Mange Powder Monkeys blev dræbt eller lemlæstet af flyvende splinter fra knuste træstykker, ricochetterende kanonkugler eller den rene slagkraft fra eksplosioner i nærheden. De var udsat for de samme sygdomme, som hærgede den voksne besætning – skørbug, tyfus, dysenteri – og døde ofte hurtigere på grund af deres underudviklede kroppe og dårlige ernæring. Disciplinen var hård, og et øjebliks tøven eller en opfattet fejl kunne resultere i piskning eller anden hård straf, selv midt i kampens kaos.
Deres liv var korte, brutale og uden barndom. De var vidner til ufattelige rædsler: lemlæstelse af kammerater, de såredes skrig, krigens ubarmhjertige, øredøvende kakofoni. De levede under trange, uhygiejniske forhold og sov ofte, hvor de kunne finde plads, og deres dage var en monoton cyklus af frygt, udmattelse og den altid nærværende trussel om en voldelig død. For disse unge drenge var dækket på et britisk krigsskib ikke et sted for eventyr, men en smeltedigel af lidelse, et vidnesbyrd om den barske virkelighed i søkrig, hvor selv de mest uskyldige liv var ofre i den ubarmhjertige jagt på sejr. Deres tavse ofre drev imperiets kanoner, en tragisk fodnote i den store fortælling om søkrigens historie.
Информация по комментариям в разработке